Sagnet bag Wayfarer-jollen "Esse"s navn

Engang var hele søen en frodig eng, og midt i engen på en højderyg lå en gård, hvis ejer havde en masse kvæg. Men han var meget ond og gerrig, og hvis en anden bondes kvæg kom på hans eng, blev det straks brændemærket med hans mærke.
Han havde en meget smuk datter, som han ville gifte med en anden rigmand, selvom hun elskede en tidligere karl på gården, som faderen af samme grund havde jaget væk, idet han svor, at før skulle engen blive til en sø, end hans datter skulle giftes med en sådan stodder.
Nu flygtede datteren med sin karl og giftede sig med ham, uden at faderen anede, hvor hun opholdt sig. På bryllupsdagen sad faderen i engen, da han pludselig høre en mægtig røst: "Mand, mand, kom i land, nu begynder Esse at hvæsse!" og en tæt tåge sænkede sig. Da han ikke kunne se gennem tågen, blev han blot siddende, til han mærkede, at solen skinnede, og da så han, at der var vand overalt omkring ham, og det steg og steg. Han druknede, og folk på egnen glædede sig. Søen kaldte de Esse Sø.
(URN 49ff, Th. 2, 7).


Et andet sagn fortæller også om en rigmandsdatter, men af en anden kaliber end hende, vi just har hørt om:
Hun var nemlig hovmodig, og en dag smed hun en ring ud i søen og sagde, at lige så lidt som denne ring nogen sinde ville blive fundet, ville hendes rigdom forsvinde. Men der gik ikke lang tid, for nogle folk, der gravede sand i søen, fik ringen op med sandet og tog den med. Fra den dag forsvandt pigens rigdom, for den var erhvervet på uærlig vis.
(URN 36).

Fra Mads Lidegaards bog: DANSKE SØER OG VANDLØB FRA SAGN TIL TRO