Snipe

 

Sejllads med Snipejolle

 

Snipejollen er ikke konstrueret i går, faktisk så den første snipe dagens lys i 1931. Det er en lidt tung jolle efter dagens standarder, men det er en levende jolle, og det er stadig en aktiv klasse, som er sjov at sejle, når man kan. Men som godt kan byde på udfordringer, hvis man er begynder. Forvent ikke at blive verdensmester på en måned. Jeg håber imidlertid, at du får en fornemmelse af, hvordan det er at sejle en rigtig kapsejladsjolle.

 

I sejlrummet hænger sejlene på kroge. Snipejollens sejl hænger på en bjælke, der er farvet biege.

 

Snipejollen har både fok og storsejl. Når man rigger jollen til, sætter man storsejlet på bommen og gør toppen fast i mastens hulkel. Faldet gøres fast i sejlets top (faldbarm). Bomudhalet gøres fast i sejlets skødebarm, og inde ved masten monteres cunninghamhal og sejlets halsbarm gøres fast til masten og bommen. Sejlet hejses først, når jollen ligger i vandet. Fokken derimod sættes medens båden står på land. Først gøres fokken fast i stævnen af snipen, og derefter gøres forliget fast på forstaget med løjerter, og til sidst gøres fokkens top (faldbarm) fast i fokkefaldet. Nu hejses fokken, strammes op, og gøres fast. Husk at sætte skøderne gennem skødeviserne og bind et ottetalsknob på skødet, når skødet er monteret.

 

Inden jollen er klar til at sætte i vandet kontrolleres, at den er tom for vand, og at der er sat bundprop i. Det kontrolleres, at der er ror og sværd i jollen. Ror og sværd skal være mærket med samme navn, som navnet på jollen. Begge dele står i sejlrummet ved siden af sejlene.

 

Nu er jollen klar til at sætte i vandet, og det gøres fra læsiden af broen, så jollen driver væk fra broen. Træk jollen så langt ud på broen, som det er muligt, for at gøre plads til de næste. Gør jollen fast til broen med fanglinen. Nu sættes roret på, og det kontrolleres, at det er låst. Næste operation er isætning af sværd. Sæt det halvt ned og gør det fast med det tilhørende tov, brug beslaget der også bestemmer hvor langt sværdet er sænket ned. Nu kan storsejlet hejses. Når det er hejst, strammes bomudhal, kickingstrap og cunninghamhal.

 

Hvis båden ikke allerede ligger for enden af et af broens T’er, så træk den der ud og gør den fast. Hop ned i båden og tag fat i ror og skøde, og gør jer fri. Så er I sejlet!!

 

Når I sejler, så hav altid styr på vindretningen. Vinden og sejlet er jollens motor og bestemmer om du sejler og hvor hurtigt du sejler. Du kan ikke sejle direkte mod vinden og hvis du sejler med vinden kan du ikke bremse!! Det er vigtigt at lære noget om indstilling af sejlet, men en af grundreglerne er at vinden skal ramme sejlet i en vinkel på nul grader. Skulle I være uheldige at kæntre, så bliv ved båden, og rejs den op igen, Det er ikke svært. Når den er på ret køl igen, er den klar til at sejle videre.

 

Når man sejler, er der nogle grundretninger: Bidevind – så tæt til vinden som man kan. Halvvind – vinden ind fra siden. Agten for tværs – vinden ind skråt bagfra. Læns – vinden ind bagfra.

 

Nu har du sejlet rundt på søen, og det er blevet tid til at lægge jollen ind til broen. Som sagt tidligere, sejler du med vinden ind bagfra, kan du ikke bremse. Så det er en dårlig idé at lægge til på den måde!

 

Når man lægger til, sejler man altid båden ind mod vinden, så man har mulighed for at få den til at ligge stille. Lykkes det ikke i første forsøg, er det helt fint at gøre et nyt forsøg. Det eneste der ikke er tilladt, er at sejle jollen ind i broen. Hvis det er ved at ske, hopper man i vandet og stopper jollen.

 

Nu ligger jollen igen ved broen, og det første man gør, er at få storsejlet ned. Herefter tager man sværdet op og afmonterer roret. Begge dele lægges i jollen, som nu er klar til at trække på land. Når den er kommet på land, tages sejlene af og lægges på plads, eller hænges op, hvis de er våde. Jollen tømmes for vand og bundproppen lægges i cockpittet, eller, hvis der er et lille rum bagerst i cockpittet, placeres bundproppen derinde. Ror og sværd lægges på plads. Faldet sættes fast i bomudhalet, og bommen hejses op, så den er vandret. Faldet gøres fast.

Hillerød Sejlklub - Krostien 11 - Nødebo - 3480 Fredensborg - e-mail hillerodsejl@gmail.com