Lynæs

Lynæs 14 er en lille stabil kølbåd. De fire Lynæs 14 bruges primært af seniorerne og til familiesejlads på søen, Men med de næsten nye sejl, som de er udrustet med, sejler de fint kapsejlads mod hinanden.

 

Her kan du se og lære hvad der forventes for at sejle klubbens Lynæs 14 kølbåde

 

Sejllads med Lynæs 14

 

Lynæs 14 er ikke konstrueret i går, faktisk så bygger den på århundrede gamle principper, der kan føres tilbage til omkring 1820. Den første Lynæs 14, som den ser ud i dag er bygget i slutningen af 1960’erne. Det er en lidt tung båd efter nutidens standarder, men det er en meget sødygtig båd, som både begyndere og øvede kan have stor glæde af.

 

I sejlrummet hænger sejlene på kroge eller ligger på hylder. Lynæs 14 sejl hænger på en bjælke, eller ligger på hylder, der er farvet grøn.

 

Lynæs 14 har både fok og storsejl. Når man rigger båden til, sætter man storsejlet på bommen og gør toppen fast i mastens hulkel. Faldet gøres fast i sejlets top (faldbarm). Bomudhalet gøres fast i sejlets skødebarm, og inde ved masten monteres cunninghamhal og sejlets halsbarm gøres fast til masten og bommen. Fokken gøres fast i stævnen af Lynæs 14, og derefter gøres forliget fast på forstaget med løjerter, og til sidst gøres fokkens top (faldbarm) fast i fokkefaldet. Nu hejses fokken, strammes op, og gøres fast. Husk at sætte skøderne gennem skødeviserne og bind et ottetalsknob på skødet, når skødet er monteret. Sejlene hejses først, når båden ligger med stævnen op i vinden.

 

Inden sejlene hejses op placerer man Lynæs 14, så den ligger med stævnen i vinden. Det kan godt være, at man skal hale båden fra dens plads og ud på ydersiden af broen, men så gør man det. Det er alfa og omega at båden ligger med stævnen op i vinden før sejlene hejses.

 

Gør båden fast til broen med fanglinen. Først hejses fokken, strammes op og gøres fast, og så kan storsejlet hejses. Når det er hejst, strammes bomudhal, kickingstrap og cunninghamhal.

 

Tag fat i ror og skøde, og gør jer fri. Så er I sejlet!!

 

Når I sejler, så hav altid styr på vindretningen. Vinden og sejlet er bådens motor og bestemmer om du sejler, og hvor hurtigt du sejler. Du kan ikke sejle direkte mod vinden, og hvis du sejler med vinden kan du ikke bremse!! Det er vigtigt at lære noget om indstilling af sejlet, men en af grundreglerne er at vinden skal ramme sejlet i en vinkel på nul grader. Føler I at båden krænger for meget, så slæk lidt på skøderne eller gå op i vinden.

 

Når man sejler, er der nogle grundretninger: Bidevind – så tæt til vinden som man kan. Halvvind – vinden ind fra siden. Agten for tværs – vinden ind skråt bagfra. Læns – vinden ind bagfra.

 

Nu har du sejlet rundt på søen, og det er blevet tid til at lægge jollen ind til broen. Som sagt tidligere, sejler du med vinden ind bagfra, kan du ikke bremse. Så det er en dårlig idé at lægge til på den måde!

 

Når man lægger til, sejler man altid båden ind mod vinden, så man har mulighed for at få den til at ligge stille. Lykkes det ikke i første forsøg, er det helt fint at gøre et nyt forsøg. Det eneste der ikke er tilladt, er at sejle jollen ind i broen. Hvis det er ved at ske, hopper man i vandet og stopper båden.

 

Nu ligger båden igen ved broen, og det første man gør, er at få sejlene ned, og derefter trækker man båden på plads og fortøjer den sikkert. Gør roret fast, så det ikke står og slår fra side til side. Tag sejlene af og læg dem på plads, eller hæng dem op, hvis de er våde. Båden tømmes for vand og lukkes af. Faldet sættes fast i bomudhalet, og bommen hejses op, så den er vandret. Faldet gøres fast.

Hillerød Sejlklub - Krostien 11 - Nødebo - 3480 Fredensborg - e-mail hillerodsejl@gmail.com